Lande i Centralafrika

Hvor mange nationer i Centralafrika

Centralafrika ligger i den midterste del af Afrika og består af 9  lande. Her er en alfabetisk liste over alle lande i Centralafrika: Angola, Cameroun, Centralafrikanske Republik, Tchad, Den Demokratiske Republik Congo, Ækvatorialguinea, Gabon, Republikken Congo og Sao Tome og Principe. Blandt dem tilhører tre PALOP – portugisisktalende afrikanske lande (Angola, Ækvatorialguinea og Sao Tome og Principe).

1. Angola

Angola er en republik i det sydvestlige Afrika og grænser op til Namibia, Zambia, Den Demokratiske Republik Congo og Atlanterhavet mod vest. Portugisisk er det officielle sprog i Angola og har en befolkning på lidt over 24 millioner.

Hovedstad: Luanda Areal: 1.246.700 km  2 Sprog: Portugisisk Valuta: Kuanza

2. Cameroun

Cameroun, formelt Republikken Cameroun, er en enhedsstat i det centrale og vestlige Afrika.

Hovedstad: Yaoundé Areal: 475.440 km  2 Sprog: Fransk og engelsk Valuta: CFA Franc

3. Tchad

Tchad, officielt Republikken Tchad, er en stat i Centralafrika. Det grænser op til Libyen mod nord, Sudan mod øst, Den Centralafrikanske Republik mod syd, Cameroun og Nigeria mod sydvest og Niger mod vest. Den nordlige del af Tchad ligger i Sahara-ørkenen.

Hovedstad: N’Djamena Areal: 1.284.000 km  2 Sprog: Arabisk og fransk Valuta: CFA Franc

4. Gabon

Gabon, formelt Republikken Gabon, er en republik ved ækvator i det vestlige Centralafrika. Landet grænser op til Cameroun, Congo-Brazzaville, Ækvatorialguinea og Atlanterhavet.

Hovedstad: Libreville Areal: 267.670 km  2 Sprog: Fransk Valuta: CFA Franc

5. Ækvatorialguinea

Ækvatorialguinea er en af ​​de mindste stater i Afrika. Landet ligger dels på fastlandet i Vestafrika og dels på fem beboede øer. Landet grænser op til Cameroun og Gabon samt Biafra-bugten i Atlanterhavet.

Hovedstad: Malabo Areal: 28.050 km  2 Sprog: portugisisk, spansk og fransk Valuta: CFA Franc

6. Den Centralafrikanske Republik

Den Centralafrikanske Republik er en republik i det centrale Afrika beliggende lige nord for ækvator. Landet grænser op til Tchad, Sudan, Sydsudan, Congo-Kinshasa, Congo-Brazzaville og Cameroun. Der bor omkring 4,6 millioner mennesker i Den Centralafrikanske Republik.

Hovedstad: Bangui Areal: 622.980 km  2 Sprog: Fransk Valuta: CFA Franc

7. Republikken Congo

Republikken Congo, ofte omtalt som Congo-Brazzaville (RC), er en stat i Centralafrika.

Hovedstad: Brazzaville Areal: 342.000 km  2 Sprog: Fransk Valuta: CFA Franc

8. Den Demokratiske Republik Congo

Den Demokratiske Republik Congo (DRC), eller som det ofte kaldes Congo-Kinshasa, er en stat i Centralafrika. Det er det næststørste land i Afrika med hensyn til areal og grænser i nord til Congo-Brazzaville, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan, Uganda, Rwanda, Burundi, Tanzania, Zambia, Angola og en lille kyststribe til Atlanterhavet. Den Demokratiske Republik Congo har den fjerdestørste befolkning i Afrika med lidt over 77 millioner indbyggere.

Hovedstad: Kinshasa Areal: 2.344.860 km  2 Sprog: Fransk Valuta: Congolesiske franc

9. Sao Tome og Principe

Hovedstad: Sao Tome Areal: 960 km  2 Sprog: Portugisisk Valuta: Fold

Lande i Mellemafrika efter befolkning og deres hovedstæder

Som nævnt ovenfor er der ni uafhængige lande i Mellemøsten. Blandt dem er det største land DR Congo, og det mindste er Sao Tome og Principe målt i befolkning. Den fulde liste over mellemafrikanske lande med hovedstæder  er vist i tabellen nedenfor, rangeret efter seneste samlede befolkning.

Kort over centralafrikanske lande

Kort historie om Centralafrika

Tidlige menneskelige bosættelser

Forhistorisk æra

Centralafrika, der er rig på naturressourcer og biodiversitet, har en dybt rodfæstet historie, der går tilbage til forhistorisk tid. Arkæologiske beviser tyder på, at mennesker har beboet regionen i tusinder af år. Tidlige menneskelige bosættelser bestod stort set af jæger-samlersamfund. Især Congo-bassinet spillede en afgørende rolle som levested for tidlige mennesker. Artefakter såsom stenredskaber og keramik fundet i områder som Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og Den Centralafrikanske Republik (CAR) indikerer tilstedeværelsen af ​​avancerede forhistoriske kulturer.

Udvikling af landbrug

Udviklingen af ​​landbruget omkring 3000 f.Kr. markerede et væsentligt skift i Centralafrikas historie. Landbrugets indførelse førte til etablering af mere permanente bebyggelser. Tidlige landbrugssamfund dyrkede afgrøder som hirse og sorghum og tamme dyr. Bantu-vandringen, der begyndte omkring 2000 f.v.t., havde en dyb indvirkning på regionen. Bantu-talende folk spredte sig over Centralafrika og medbragte landbrugspraksis, jernbearbejdningsteknologi og nye sociale strukturer.

Gamle kongeriger og imperier

Kongo Kongo

Et af de mest fremtrædende antikke kongeriger i Centralafrika var kongeriget Kongo. Etableret i det 14. århundrede dækkede det dele af det nuværende Angola, DRC, Republikken Congo og Gabon. Kongo-kongeriget var meget centraliseret og sofistikeret med en struktureret regering, pulserende handelsnetværk og en rig kulturarv. Dens hovedstad, Mbanza Kongo, var et stort bycentrum. Kongeriget handlede med europæiske magter, især portugiserne, som ankom i det 15. århundrede. Denne kontakt havde både positive og negative virkninger, herunder udbredelsen af ​​kristendommen og den ødelæggende virkning af den transatlantiske slavehandel.

Luba og Lunda Empires

I savanneregionerne i det nuværende DRC opstod Luba- og Lunda-imperiet mellem det 14. og 17. århundrede. Luba-imperiet, grundlagt af King Kongolo, udviklede et komplekst politisk system og en økonomi baseret på landbrug, fiskeri og handel. Lunda-imperiet mod syd voksede ud af Luba-staten og udvidede sig gennem alliancer og erobringer. Begge imperier spillede betydelige roller i regionale handelsnetværk og udvekslede varer som elfenben, kobber og salt.

Europæisk udforskning og kolonialisme

Tidlige europæiske kontakter

Europæisk udforskning af Centralafrika begyndte i slutningen af ​​det 15. århundrede, hvor portugisiske opdagelsesrejsende begav sig ind i regionen. Det var dog først i det 19. århundrede, at den europæiske interesse for Centralafrika blev intensiveret. Udforskere som David Livingstone og Henry Morton Stanley gennemførte omfattende ekspeditioner, kortlagde regionen og dokumenterede dens folk og landskaber. Deres beretninger gav næring til europæiske ambitioner om kolonisering.

Scramble for Afrika

Berlin-konferencen 1884-1885 markerede den formelle deling af Afrika blandt europæiske magter, hvilket førte til koloniseringen af ​​Centralafrika. Regionen var primært delt mellem Belgien, Frankrig og Tyskland. Belgiens kong Leopold II etablerede personlig kontrol over Congo-fristaten og udnyttede dens ressourcer og mennesker med brutal effektivitet. De grusomheder, der blev begået i denne periode, inklusive tvangsarbejde og massedrab, førte til international fordømmelse og til sidst overførsel af kontrol til den belgiske regering i 1908.

Frankrig koloniserede territorier, der ville blive til Gabon, Congo-Brazzaville og CAR, mens Tyskland kontrollerede dele af det nuværende Cameroun og Rwanda. Kolonitiden medførte betydelige ændringer, herunder indførelse af nye administrative systemer, udvikling af infrastruktur og udnyttelse af naturressourcer. Det førte dog også til fordrivelse af oprindelige befolkninger, kulturelle forstyrrelser og modstandsbevægelser.

Uafhængighedsbevægelser

Æra efter Anden Verdenskrig

Eftervirkningerne af Anden Verdenskrig og den globale bølge af afkolonisering gav næring til uafhængighedsbevægelser over Centralafrika. Nationalistiske ledere og bevægelser dukkede op, som talte for selvbestemmelse og afslutningen på kolonistyret. I Belgisk Congo blev Patrice Lumumba en fremtrædende skikkelse, der førte landet til uafhængighed i 1960. Overgangen var dog præget af politisk ustabilitet, hvilket førte til mordet på Lumumba og opkomsten af ​​Joseph Mobutu, som etablerede et diktatorisk regime, der varede indtil 1997.

franske og portugisiske områder

Franske kolonier i Centralafrika fik også selvstændighed i begyndelsen af ​​1960’erne. Gabon, Republikken Congo og CAR blev suveræne nationer, der hver stod over for deres egne udfordringer efter uafhængigheden, herunder politisk ustabilitet, kup og økonomiske vanskeligheder. I de portugisiske områder var kampen for selvstændighed længere og mere voldsom. Angola, for eksempel, udholdt en langvarig krig for uafhængighed, der varede indtil 1975.

Æra efter uafhængighed

Politiske og økonomiske udfordringer

Tiden efter uafhængigheden i Centralafrika har været præget af en blanding af fremskridt og vedvarende udfordringer. Mange lande i regionen har kæmpet med politisk ustabilitet, borgerkrige og økonomiske vanskeligheder. DRC oplevede for eksempel flere konflikter, herunder den første og anden Congo-krig, som involverede adskillige afrikanske nationer og resulterede i millioner af dødsfald. Tilsvarende har CAR stået over for kronisk ustabilitet med gentagne kup og igangværende væbnede konflikter.

Indsats mod stabilitet og udvikling

På trods af disse udfordringer har der været bestræbelser på at opnå stabilitet og fremme udvikling. Regionale organisationer som Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater (ECCAS) og internationale interventioner har haft til formål at fremme fred og samarbejde. Lande som Gabon og Ækvatorialguinea har brugt deres olieressourcer til at drive økonomisk vækst, selvom bekymringerne om regeringsførelse og retfærdig fordeling af rigdom fortsætter.

Nutidige spørgsmål og fremtidsudsigter

Miljømæssige og sociale spørgsmål

Centralafrika står over for betydelige nutidige problemer, herunder miljøforringelse, fattigdom og sundhedskriser. Congo-bassinet, en af ​​verdens største regnskove, er truet af skovrydning og klimaændringer, hvilket påvirker biodiversiteten og lokalsamfundene. Indsatsen for at beskytte miljøet og fremme bæredygtig udvikling er afgørende for regionens fremtid.

Vejen til bæredygtig udvikling

Når man ser fremad, involverer Centralafrikas vej til bæredygtig udvikling at tackle dets komplekse udfordringer og samtidig udnytte dets enorme ressourcer og modstandsdygtige befolkninger. Styrkelse af regeringsførelse, fremme af regionalt samarbejde og investering i uddannelse, sundhedspleje og infrastruktur er væsentlige skridt mod en lysere fremtid. Regionens rige kulturarv og mangfoldige naturlandskaber giver unikke muligheder for turisme og kulturel udveksling, hvilket bidrager til dens overordnede udvikling.