Lande i det nordlige Afrika

Hvor mange nationer i det nordlige Afrika

Beliggende i den nordlige del af Afrika består det nordlige Afrika af  lande. Her er en alfabetisk liste over alle lande i Nordafrika: Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Sudan, Sydsudan og Tunesien.

1. Algeriet

Algeriet er et land i Nordafrika og på overfladen det største land i Afrika og grænser op til Tunesien, Libyen, Niger, Mali, Marokko og Mauretanien. Algeriets hovedstad hedder Algier og det officielle sprog er arabisk.

Algeriets nationale flag
  • Hovedstad: Algier
  • Areal: 2.381.740 km  2
  • Sprog: Arabisk
  • Valuta: Algerisk dinar

2. Egypten

Egypten er en republik i det østlige Nordafrika ved Middelhavet og Det Røde Hav. Egypten grænser op til Middelhavet mod nord, Gaza-striben og Israel mod nordøst, Det Røde Hav mod øst, Sudan mod syd og Libyen mod vest. Omkring 80 % af Egyptens indbyggere bor i nærheden af ​​den store flod Nilen.

Egyptens nationale flag
  • Hovedstad: Kairo
  • Areal: 1.001.450 km  2
  • Sprog: Arabisk
  • Valuta: Egyptiske pund

3. Libyen

Libyen, formelt Staten Libyen er en stat i Nordafrika. Libyen ligger mellem Egypten i øst, Sudan i sydøst, Tchad og Niger i syd, Algeriet og Tunesien i vest og Middelhavet i nord med øen Malta som nærmeste land.

  • Hovedstad: Tripoli
  • Areal: 1.759.540 km  2
  • Sprog: Arabisk
  • Valuta: Dinar

4. Marokko

Marokko, formelt Kongeriget Marokko er et land i det vestlige Nordafrika. Det er et af de nordligste lande i Afrika. Landet grænser op til Algeriet, Vestsahara, Spanien og Atlanterhavet og Middelhavet.

Marokkos nationale flag
  • Hovedstad: Rabat
  • Areal: 446.550 km  2
  • Sprog: Arabisk
  • Valuta: Dirham

5. Sudan

Sudan, formelt Republikken Sudan, undertiden kaldet Nordsudan, er et land i Nordafrika, som ofte også betragtes som en del af Mellemøsten.

Sudans nationale flag
  • Hovedstad: Khartoum
  • Areal: 1.861.484 km  2
  • Sprog: Arabisk
  • Valuta: Sudanesiske pund

6. Sydsudan

Sydsudan, formelt Republikken Sydsudan, er en stat i Østafrika. Sydsudan grænser op til Sudan mod nord, Uganda, Kenya og Den Demokratiske Republik Congo mod syd, Etiopien mod øst og Den Centralafrikanske Republik mod vest. Nationen blev dannet i 2011 ved udbrud fra Sudan.

Sydsudans landsflag
  • Hovedstad: Juba
  • Areal: 644.329 km  2
  • Sprog: Engelsk og arabisk
  • Valuta: Sydsudanesiske pund

7. Tunesien

Tunesien, formelt Republikken Tunesien, er en stat i Nordafrika, på den sydlige kyst af Middelhavet. Landet grænser op til Algeriet mod vest og Libyen mod sydøst.

Tunesiens nationale flag
  • Hovedstad: Tunis
  • Areal: 163.610 km  2
  • Sprog: Arabisk
  • Valuta: Tunesisk dinar

Lande i det nordlige Afrika efter befolkning og deres hovedstæder

Som nævnt ovenfor er der syv uafhængige lande i det nordlige Afrika. Blandt dem er det største land Egypten, og det mindste er Libyen målt i befolkning. Den fulde liste over nordafrikanske lande med hovedstæder  er vist i tabellen nedenfor, rangeret efter seneste samlede befolkning.

Rang Land Befolkning Landareal (km²) Kapital
1 Egypten 98.839.800 995.450 Cairo
2 Algeriet 43.378.027 2.381.741 Algier
3 Sudan 41.617.956 1.861.484 Juba
4 Marokko 35.053.200 446.300 Rabat
5 Tunesien 11.551.448 155.360 Tunis
6 Sydsudan 12.778.239 619.745 Juba
7 Libyen 6.777.452 1.759.540 Tripoli

Kort over nordafrikanske lande

Kort over nordafrikanske lande

Kort historie om det nordlige Afrika

Gamle civilisationer

Prædynastiske og tidlige dynastiske perioder

Nordafrikas historie er dybt sammenflettet med nogle af de tidligst kendte menneskelige civilisationer. Regionens mest berømte antikke civilisation er det gamle Egypten, som opstod langs Nilen. Den prædynastiske periode (ca. 6000-3150 f.v.t.) så udviklingen af ​​tidlige landbrugssamfund og dannelsen af ​​politiske strukturer. Denne æra kulminerede i foreningen af ​​Øvre og Nedre Egypten af ​​kong Narmer, hvilket markerede begyndelsen af ​​den tidlige dynastiske periode (ca. 3150-2686 f.v.t.).

Gamle, mellemste og nye kongedømmer

Det Gamle Kongerige (ca. 2686-2181 f.v.t.) er kendt for opførelsen af ​​pyramiderne i Giza, inklusive den store pyramide bygget til farao Khufu. Denne æra var præget af centraliseret magt og monumental arkitektur. Mellemriget (ca. 2055-1650 f.v.t.) fulgte en periode med ustabilitet og er kendt for sine resultater inden for litteratur, kunst og militær organisation.

Det Nye Kongerige (ca. 1550-1077 f.v.t.) markerede Egyptens højdepunkt af magt og velstand. Faraoer som Hatshepsut, Akhenaten og Ramses II udvidede imperiet og igangsatte betydelige byggeprojekter, herunder templer og grave i Kongernes Dal. Det Nye Riges tilbagegang begyndte med invasioner af havfolkene og interne stridigheder.

Kartago og fønikerne

I den vestlige del af Nordafrika etablerede fønikerne byen Kartago (nutidens Tunesien) omkring 814 fvt. Kartago voksede til en stor maritim og kommerciel magt, der dominerede handelen i Middelhavet. Det karthagiske imperium nåede sit højdepunkt under ledelse af generaler som Hannibal, der berømt krydsede Alperne for at udfordre Rom under den anden puniske krig (218-201 f.v.t.). Imidlertid faldt Kartago i sidste ende til Rom i 146 fvt efter den tredje puniske krig, hvilket førte til oprettelsen af ​​den romerske provins i Afrika.

romerske og byzantinske perioder

romersk Nordafrika

Efter de puniske krige udvidede Rom sin kontrol over det nordlige Afrika. Regionen blev en afgørende del af Romerriget, kendt for sin landbrugsproduktion, især hvede og olivenolie. Byer som Leptis Magna, Kartago og Alexandria blomstrede under romersk styre og tjente som vitale centre for handel, kultur og læring.

Byzantinsk Nordafrika

Efter det vestromerske imperiums fald i det 5. århundrede e.Kr. bevarede det byzantinske rige (det østlige romerske imperium) kontrollen over dele af det nordlige Afrika. Den byzantinske periode så fortsættelsen af ​​romerske kulturelle og arkitektoniske påvirkninger, samt udbredelsen af ​​kristendommen. Imidlertid stod regionen over for et stigende pres fra berberstammer og interne stridigheder, hvilket svækkede den byzantinske kontrol.

Islamisk erobring og dynastier

Tidlig islamisk ekspansion

I det 7. århundrede udvidede det islamiske kalifat sig til det nordlige Afrika. De indledende erobringer begyndte under Rashidun-kaliferne og fortsatte under Umayyad-kalifatet. I begyndelsen af ​​det 8. århundrede var det meste af Nordafrika blevet indlemmet i den islamiske verden. Udbredelsen af ​​islam medførte betydelige kulturelle, religiøse og sproglige ændringer, såvel som etableringen af ​​nye byer og handelsnetværk.

Fatimid- og Almohad-dynastier

Fatimid-kalifatet, grundlagt af det shia-fatimidiske dynasti i det 10. århundrede, etablerede sin hovedstad i Kairo og forvandlede byen til et stort politisk og kulturelt centrum. Fatimiderne regerede store dele af Nordafrika, Egypten og Levanten indtil det 12. århundrede, hvor det ayyubidiske dynasti, grundlagt af Salah al-Din (Saladin), overtog kontrollen.

Almohad-dynastiet, et berbisk berber-muslimsk dynasti, opstod i det 12. århundrede og stammer fra Marokkos Atlasbjerge. Almohaderne forenede store dele af det nordlige Afrika og Spanien under deres styre, fremmede en streng fortolkning af islam og fremmede en periode med intellektuel og kulturel opblomstring. Deres regeringstid begyndte dog at aftage i det 13. århundrede, hvilket gav anledning til nye magter i regionen.

osmanniske æra

Osmannisk erobring og administration

I begyndelsen af ​​det 16. århundrede havde det osmanniske rige udvidet sin rækkevidde til det nordlige Afrika. Osmannerne etablerede kontrol over store territorier, herunder det moderne Algeriet, Tunesien og Libyen. Deres administration bragte stabilitet og integration i det større osmanniske handelsnetværk, som forbandt Europa, Asien og Afrika. På trods af osmannisk overherredømme bevarede lokale herskere ofte betydelig autonomi, især i de fjerne provinser.

Økonomisk og kulturel udvikling

Under osmannisk styre oplevede det nordlige Afrika en betydelig udvikling inden for handel, landbrug og urbanisering. Byer som Algier, Tunis og Tripoli blev travle centre for handel og kultur. Perioden var også vidne til væksten af ​​arkitektoniske og kunstneriske traditioner, der blandede osmanniske og lokale berberiske påvirkninger. Uddannelsesinstitutioner, herunder madrasaer, spillede en afgørende rolle i udbredelsen af ​​viden og islamisk videnskab.

Kolonitiden

europæisk kolonisering

Det 19. århundrede markerede begyndelsen på europæisk kolonisering i det nordlige Afrika. Frankrig begyndte sin erobring af Algeriet i 1830, hvilket førte til en langvarig og brutal koloniseringsproces. Tunesien faldt under fransk protektorat i 1881, mens Italien invaderede og koloniserede Libyen i 1911. Briterne, med fokus på Egypten, etablerede formelt et protektorat over landet i 1882, selvom Egypten beholdt nominel uafhængighed under Det Osmanniske Rige indtil 1. Verdenskrig.

Indvirkningen af ​​kolonisering

Kolonistyret medførte dybtgående ændringer i det nordlige Afrika, herunder indførelsen af ​​nye administrative systemer, infrastruktur og økonomisk udnyttelse. Kolonimagterne fokuserede på at udvinde ressourcer og integrere regionen i globale handelsnetværk, ofte på bekostning af lokalbefolkningen. Modstanden mod kolonistyret var udbredt, med bemærkelsesværdige personer som Abdelkader i Algeriet og Omar Mukhtar i Libyen, der førte betydelige oppositionsbevægelser.

Uafhængighed og moderne æra

Kampe for uafhængighed

I midten af ​​det 20. århundrede fejede en bølge af uafhængighedsbevægelser ind over det nordlige Afrika. Egypten opnåede formel uafhængighed fra Storbritannien i 1922, selvom britisk indflydelse bestod indtil revolutionen i 1952. Libyen opnåede uafhængighed i 1951 og blev Kongeriget Libyen. Algeriets kamp for uafhængighed fra Frankrig kulminerede i Algeriets krig (1954-1962), som endte med Algeriets uafhængighed i 1962 efter en brutal konflikt.

Tunesien og Marokko opnåede også uafhængighed fra Frankrig i 1956. Afslutningen på kolonistyret markerede begyndelsen på en ny æra for de nordafrikanske lande, præget af bestræbelser på at etablere suveræne stater, udvikle økonomier og adressere sociale og politiske udfordringer.

Udfordringer efter uafhængighed

Perioden efter uafhængigheden i Nordafrika har været præget af både fremskridt og udfordringer. Nationer stod over for problemer som politisk ustabilitet, økonomiske vanskeligheder og social uro. I Egypten bragte Gamal Abdel Nassers ledelse betydelige reformer og fokus på pan-arabisme, men førte også til konflikter som Suez-krisen i 1956.

Algeriet, der kom ud af en ødelæggende krig, stod over for interne stridigheder og økonomiske udfordringer. Libyen førte under Muammar Gaddafi en politik med radikal socialisme og panafrikanisme, hvilket førte til både udviklingsinitiativer og international isolation.

Samtidens udvikling

I de seneste årtier har det nordlige Afrika oplevet betydelige politiske og sociale transformationer. Det arabiske forår i 2011 medførte dramatiske ændringer i regionen, hvilket førte til væltet af mangeårige regimer i Tunesien, Libyen og Egypten. Disse opstande fremhævede udbredte krav om politisk frihed, økonomiske muligheder og social retfærdighed.

I dag fortsætter det nordlige Afrika med at navigere i komplekse udfordringer, herunder økonomisk diversificering, politiske reformer og regional sikkerhed. Indsatsen for at styrke det regionale samarbejde, håndtere klimaændringer og fremme bæredygtig udvikling er centrale for regionens fremtidsudsigter.

You may also like...